Udgiften er dalet for opkoblinger til nettet, men ikke alle forbindelser er skabt lige.
Priskrigen raser på bredbåndsmarkedet, skriver epn.dk torsdag. Telia Stofa har nemlig sænket prisen på deres 2Mbit-linje til 149 kroner per måned. Det tilbud gælder så kun i de områder, hvor Stofa.net er, og det er med trådløst modem og gratis sikkerhedspakke - frem til december.
Vi har kigget lidt mere på tilbudene, for som velinformeret forbruger kan man godt blive irriteret over, at der udelukkende sælges bredbånd på download-hastighed. Telia Stofas tilbud på 2Mbit/s indeholder nemlig kun en 384Kbit/s upload. Det vil sige, at det tager fem gange så lang tid at sende en megabyte data i forhold til at hente den.
Skal man have gratis musik med, er YouSees tilbud på 209 kroner for 2Mbit/s download og 512Kbit/s upload næste trin på skalaen, hvis man vel at mærke ellers bor i et område, hvor de kan levere. Det koster altså 60 kroner mere om måneden at få 128Kbit/s ekstra på upload. Man får så også musik-adgang via PLAY.
Bedre endnu er Fullrates tilbud, der lyder på 2Mbit/512Kbit for 169 kroner. Her er det blot 20 kroner ekstra for 128Kbit, eller man kan gå op i vægtklasse og tage en 3Mbit/512Kbit for 199 kroner. Her er ip-telefoni med i prisen. Det ser umiddelbart ud til at være et godt tilbud, men der følger så ikke en sikkerhedspakke med som i Stofas tilbud.
CyberCity mener, at de kan give dig 3Mbit/512Kbit for 199 kroner per måned med deres Solo Bredbånd.
TDCs adsl-tilbud har blandt andet en 10Mbit/1Mbit-linje, men den koster 304 kroner per måned. Ellers får man en 2Mbit/512Kbit-adsl til 219 kroner per måned. Dertil skal jo regnes kobberskatten på 99 kroner om måneden, som TDC så ublu forlanger, fordi de engang fik danske skatteborgers dyrt betalte telefonledninger for en slik (og siden solgte til udenlandske kapitalfonde). Her følger i det mindste også adgang til gratis musik via PLAY med, og det kan jo være en god investering for de mere musikalske.
Selvom man ikke lige kan få Stofa.net til 149 kroner, så er der dog mange gode tilbud til billige penge, så længe man undgår TDCs adsl, som stadig er ret dyre på grund af kobberskatten.